Men generationsskiftet i Rahbek Brande A/S var ikke gnidningsløst. Virksomhedens regnskab for 2012/2013 og 2013/2014 viste røde tal på bundlinjen, som især skyldtes en stor kundes pludselige konkurs og dermed et omfattende tab på en enkelt opgave. Trods virksomheden i sommeren 2016 igen var ved at være ovenpå valgte banken at trække stikket.
Efter en konkurs rekonstruerede Bjarne Rahbek, sønnen Benno Rahbek, Ole Søgaard og Jan Pedersen virksomheden Rahbek VVS ApS på samme adresse og med en stor flok af de gamle medarbejdere. Afdelingerne for VVS, blik, gasservice, kloak og entreprenørarbejde genopstod under de samme vilkår og den samme veluddannede faglige ledelse. Og idag ser man stadig de iøjnefaldende rød-gule biler ude og omkring i Midt- og Vestjylland med ordene "Det er wos, der har a knowhow".